Gert Günther Poulsen begyndte sin karriere i 1962, hvor han blev sanger og guitarist i forskellige orkestre f.eks. Snakes, Tony & the Diamonds og Yes Indeed - alle med et beatpræget repertoire. I efteråret 1968 blev han forsanger i gruppen Step By Step og med dem indspillede han "En rød ballon", der blev et mindre hit på dansktoppen. Gruppen der overvejende spillede beatmusik blev opløst kort efter. Med sin egen gruppe Peyote Sioux var han flere gange på dansktoppen. Gert Günther fortsatte derefter som solist og fik allerede i 1969 sit første hit med "Sørøverskibet" og derpå fulgte en række mindre hits. I efteråret 1970 udsendte han pladen "I dag er hele verden nummereret", der efter et par måneder nåede en førsteplads på dansktoppen. I 1973 blev "Hold dig fra Linda" nok hans største succes. Han fik fra 1973 til 1977 yderligere en række hits, men opgav sangkarrieren for at studere slagtøj og blokfløjte på Musikkonservatoriet. Foruden sin karriere som sanger virkede han også som dressman og skuespiller. I begyndelsen af 1970erne medvirkede han i TV-serien "Lykken er et sted at være" og han havde hovedrollen i filmene "Desertøren" i 1971 og samme år medvirkede han i "Narko - en film om kærlighed". I 1974 var han med i Cirkusrevyen som sanger sammen med The Lollipops. Han blev gift med fotomodellen Birgitte Frigast, som han spillede sammen med i tv-serien "Lykken er et sted at være".