Christian Braad Thomsen (født 10. december 1940) er en dansk filminstruktør, forfatter, filmproducent og -udlejer. Han er uddannet fra Den Danske Filmskole 1969, har været direktør for Odense Film Festival 1997-2005 og medlem af Statens Kunstfonds repræsentantskab 1997-2001. Han har siden 1991 modtaget Kulturministeriets livsvarige ydelse for sit brede kulturelle virke inden for film, bøger, musik og psykoanalyse. Christian Braad Thomsen, filminstruktør og forfatter, er søn af husmand Thøger Braad Thomsen (død 1973) og hustru Sara Thomsen (født Pedersen) (død 1987). Han blev uddannet som instruktør fra Den Danske Filmskole i 1969 og har siden været en integreret del af dansk film. Ikke mindst på grund af hans store produktion og talrige portrætter af blandt andet så forskellige personer som Alfred Hitchcock, Rainer Werner Fassbinder, Sigmund Freud og Bob Dylan. Christian Braad Thomsen debuterede med "Kære Irene" (1971), og siden fulgte bl.a. hjemstavnsfilmen "Herfra min verden går" (1976), den psykoanalytisk inspirerede "Smertens børn" (1977) og kvindekomedien "Koks i kulissen" (1983), der fik prisen som bedste film på Atlantic Film Festival. Han har også skabt de litterære portrætter "Karen Blixen - Storyteller" (1995), "Morten Korch - solskin kan man altid finde" (1999) og "Svend Åge Madsen - at fortælle menneskene" (2002). Hans spillefilm "Den blå Munk" (1998) blev udmærket med Carl Th. Dreyer-prisen. I årene 1975-1997 dannede han par med maler og filminstruktør Jytte Rex.